Tilbage til nyheder

Midtjylland Karup Airport præsenterer ny indenrigsrute

20-03-2026 10:56:28

Midtjylland Karup Airport tager nu næste skridt i arbejdet med at styrke forbindelserne til og fra den midtjyske lufthavn. I samarbejde med flyselskabet Alsie Express etablerer lufthavnen en ny indenrigsrute mellem Midtjylland Karup Airport og Københavns Lufthavn.

Ruten er en del af den udvikling, der ligger i den aftale og de ambitioner, som følger med det nuværende ejerskab af lufthavnen. Her har ønsket været gradvist at styrke lufthavnens rolle som et vigtigt regionalt knudepunkt.

Direktør i Midtjylland Karup Airport, Kristian Tvergaard, siger:

“En god forbindelse til resten af landet betyder meget for både erhvervsliv, institutioner og borgere i Midtjylland. Derfor er vi også glade for, at vi nu kan tage et skridt i den retning sammen med Alsie Express.”

Den nye rute mellem Midtjylland Karup Airport og Københavns Lufthavn vil i første omgang blive drevet med tre daglige afgange på alle hverdage, ligesom der vil være en enkelt søndagsafgang. Med dette afsæt vil både lufthavnen og flyselskabet få mulighed for at opbygge erfaringer med efterspørgslen og trafikken på strækningen. Erfaringerne skal danne grundlag for at tilrettelægge de bedst mulige løsninger fremadrettet.

“Når man etablerer en ny rute, er det vigtigt at gøre det ordentligt og få et godt indblik i behovet og brugen. Derfor vil vi bruge den kommende periode til at lære ruten at kende og blive klogere på, hvordan vi bedst kan udvikle forbindelserne fremover,” uddyber Kristian Tvergaard.

Hos det danske flyselskab Alsie Express ser man frem til samarbejdet med Midtjylland Karup Airport og til at bidrage til bedre forbindelser til Midtjylland.

”Infrastruktur er vital for en regions udvikling og muligheder. Nu glæder vi os til, sammen med ejerne bag Midtjylland Karup Airport, at forbinde landsdelene igen,” fortæller Dennis Rybasch, direktør i Alsie Express.  

Midtjylland Karup Airport skiftede ejerskab i 2025, hvor den danske familievirksomhed HEARTLAND købte lufthavnen af en række lokale kommuner. Siden da har fokus været på udvikling med henblik på at skabe løsninger, der giver mening for regionen på den lange bane. Og sådan vil det også være fremover:

“Lufthavnen har altid haft en stærk lokal forankring. Derfor handler udviklingen også om at gøre det i et tempo, hvor vi bygger noget op, der kan holde – og som skaber værdi for dem, der bruger lufthavnen,” påpeger Kristian Tvergaard.

Om ruten

Ruten er mellem Midtjylland Karup Airport og Københavns Lufthavn

Ruten opereres af det danske flyselskab Alsie Express

Der vil være tre daglige afgange – mandag til fredag – samt en afgang søndag aften

Ruten åbner den 20. april

 

Om Midtjylland Karup Airport

Midtjylland Karup Airport er en regional lufthavn, centralt placeret i Midtjylland. Lufthavnen arbejder for at skabe gode og effektive forbindelser til og fra regionen – og spiller en vigtig rolle for både erhvervsliv, offentlige institutioner og borgere i området.

 

Om Alsie Express

Alsie Express har siden 2013 forbundet Sønderborg med København og videre ud i verden med deres karakteristiske sorte ATR 72-fly. Selskabet er kåret til Danmarks Bedste Indenrigsflyselskab de seneste 3 år.